El-Björn leverer 45 nye kaloriferer - radiatorer med blæsere til danske Ajos, der er Danmarks største og mest erfarne udlejere af materiel til mange forskellige typer af projekter og kunder.
Produktet kan findes her.
Selvom vinteren for mange ikke synes at have været alt for hård og brutal, som den var i 1996, har den alligevel haft sin indvirken på mange byggepladser landet rundt. Den har haft så stor indvirken, at byggepladserne har efterspurgt varme i uset omfang. Denne efterspørgsel har især danske Ajos A/S mærket til. Så det har ikke været uden grund, at de har foretaget Danmarks største indkøb af kaloriferer fortæller Jan Frandsen, koordinator hos AjoS A/S og uddyber:
"Der skal være mindst 15 grader på en typisk byggearbejdsplads, og med de nye varmeanlæg kan vi sikre os et godt arbejdsmiljø, der er varmt og med minimale støvgener."
Udover at de nye kaloriferer er varmeeffektive, er de udstyret med luftfiltre og indblæsning i tekstilslanger i seks udgange, der sidder i over to meters højde. Det betyder, at luften blæses ind i en højere højde end der, hvor støvet typisk har lagt sig, forklarer Jan Frandsen.
Morten Jurlander fra AjoS tjekker, om kaloriferen giver den ønskede varme.
Siden 1983 har Ajos A/S opbygget et renommé og en erfaring, som sjældent er set i Danmark. For hver dag leverer de materiel og specialiserede løsninger til projekter over hele Danmark. Løsningerne er altid med udgangspunkt i grundig og fyldestgørende ekspertise og rådgivning, så materiellet giver mest værdi for kunden. Og det er netop på grund af denne erfaring og store netværk, at Ajos A/S har stor efterspørgsel efter varme på byggepladser, forklarer Jan og tilføjer, at:
"Naturligvis er det vigtigt at have det rigtige up-to-date udstyr, men det er ligeså vigtigt at have erfaringen med at dimensionere rigtigt. Vi er specialister i at vurdere, hvor tæt en bygning er. Det er jo karakteristisk for en byggeplads, at det er en del utætheder i bygningen, og derfor er det ikke tilstrækkeligt at opmåle og beregne antallet af kubikmeter, men der skal ske en individuel vurdering af utætheder og luftstrømme i byggeriet, når vi skal opnå en optimal opvarmning."
Det handler ikke alene om optimal opvarmning, men også om effektiv opvarmning. De 45 kaloriferer, som Ajos A/S har investeret i, er de svensk producerede El-Björn TF30YV, som kan tilsluttes eksisterende fjernvarmeanlæg, og er meget billige i drift, og de leverer samtidig en meget effektiv varmefordeling med sine seks luftudgange på 95 mm. El-Björn TF30YV er udstyret med to ventilationshastigheder 2100/1650 m³/hr for overlegen ydelse. Blæseren har vandbatteri med T-30 °C for optimal køling og effekt. Dette betyder også, at maskinen er meget velegnet til lave temperaturer, helt ned til 5°. Ifølge Jørgen Olsen, salgschef hos Erenfred Pedersen A/S er det én af branchens største samlede ordrer på kaloriferer.
"Med El-Bjørn adopterer vi de bedste opvarmningsmetoder fra det svenske marked. Svenskerne er noget foran i forhold til opvarmning og sikring mod støv og farlige stoffer i luften på arbejdspladserne. Disse indkøb er samtidig et udtryk for, at Ajos går kvalitetsvejen. El-Bjørn leveres altid med fem års garanti, og det siger jo noget om deres egen tillid til kvaliteten. Der findes en del billigere udstyr på markedet, men disse anlæg har en ekstremt høj udnyttelse af varmen, en høj driftssikkerhed foruden deres gode egenskaber for arbejdsmiljøet. Ajos er dermed et foregangseksempel på det danske marked," siger Jørgen Olsen.
Den samlede investering i nyt udstyr og dele til renovering af ældre anlæg løber op i tæt ved to millioner kr. Anlæggene er fordelt i Ajos afdelinger i Hvidovre og Vejle.
Svenske El-Björn forhandles af Erenfred Pedersen A/S i Danmark. El-Björn er en af de førende inden for branchen og har med tiden udviklet en dyb viden omkring de krav, der stilles til produkterne inden for de forskellige brancher, hvor de anvendes. El-Björns produkter sælges i stor omfang inden for bygge- og anlægsbranchen. På mange byggepladser ser man deres blå el-skabe stå rundt omkring.